Det var en anden tid

Den 5. juni kan vi fejre 175-året for Danmarks første grundlov. Det er en festdag, som efterhånden er blevet en forglemt dag. En halv fridag i starten af juni. Et udtryk for, at Danmarks Riges Grundlov for langt de fleste er en selvfølgelighed. Noget man ikke behøver forholde sig til.

At man skulle vente helt til 1918 før grundloven også omfattede kvinders valgret skal vi også jævnligt mindes om, for ikke at glemme, at så basal en rettighed i en hel generation ikke omfattede halvdelen af befolkningen. Det var godt nok en anden tid, fristes man til at tænke.

Indførelsen af kvinders grundlovssikrede valgret var et kvantespring for ligestillingen i Danmark. Sådanne spring kommer ikke af sig selv. Forud for grundlovsændringen trådte i kraft, var gået årtiers ligestillingskamp. En folkelig bevægelse, der råbte højt, om det der i dag er den største selvfølgelighed: at kvinder er lige så vigtig en del af demokratiet som mænd. Det var en afgørende beslutning, der siden er kommet hele det danske samfund til gode. Generation efter generation.

Det satte gang i forandringernes tid. 6 år senere smadrede Nina Bang et metertykt glasloft, da hun tiltrådte som Danmarks første kvindelige minister. Det var et afgørende punkt i det repræsentative demokratis historie. Ikke kun i Danmark; Nina Bang var en international foregangsfigur. Verdens første kvindelig minister i en parlamentarisk regering.

Det store spring efter det lange tilløb.

Det næste tilløb tog 87 år før Helle Thorning Schmidt kunne springe igennem endnu et glasloft og blive Danmarks første kvindelig statsminister. At hun var kvinde, blev brugt imod hende. Af både medier og modstandere. Når man ser DR’s glimrende dokumentar om statsministeren fra Ishøj, fristes man til at tænke, at det var en anden tid. Var det det?

Vedvarende forandringer tager tid. Men nogle gange er der brug for et kvantespring. Jeg håber, vi i disse år er i gang med at tage sådan et spring. På samme måde som i 1918.

Det danske samfund er i bevægelse. En bevægelse, der er drevet af ungdommen, men som slår rod i en bredere del af samfundet på tværs af generationer. Ligestilling er noget vi må forholde os til. I hjemmet, på arbejdspladsen og i offentligheden. Og det i en grad, så ligestillingskampen ikke længere kun er en kvindekamp. Det er en større samtale om ligeværdighed og ansvar i et samfund, der for længe har accepteret det uacceptable. En samtale om at udvide hvad det vil sige at være mand, kvinde og medmenneske. Om opførsel og privilegier.

Det er nødvendig samtale. For selvom der er mange ting ved det danske demokrati, vi kan være stolte af og som omverden ønsker at tage ved lære af, overhales Danmark på ligestillingsdagsordenen i disse år af lande fra nær og fjern. Den vedvarende forandring er for lang tid om at materialisere sig.

Kun godt og vel hver 3. medlem af de danske kommunalbestyrelser er kvinde. Det er på niveau med det globale gennemsnit, men langt efter lande som Belarus, Bolivia, Tunesien og Senegal. Mens vi venter på den stille fremgang, passerer verden os forbi.

Det er derfor afgørende, at vi som samfund påtager os ligestillingen som en samfundsopgave. Tager ansvar. Går forrest. Er det internationale foregangsland, vi så gerne vil være på klimaområdet. Bliver dem, de andre gerne vil tage ved lære af. Dertil bør #MeToo, #enblandtos og alle de andre vigtige protester blive et afsæt for vores næste kvantespring.

Det er et fælles ansvar, som bør ledes an af vores politiske partier som en fælles dagsorden om at fremme ligestillingen. I partiorganisationerne, på stemmesedlerne, i det bredere samfund og når vi engagerer os internationalt.

Sammen med Folketingets partier arbejder DIPD strategisk med ligestilling, som en hjørnesten i demokratiets udvikling. Det gøres i partnerskab med partnere i en lang række lande som Colombia, Filippinerne, Georgien og Kenya. Her er samarbejdet om ligestilling en fælles opgave, når vi deler ud af de både gode erfaringer og vedvarende udfordringer Danmark har opbygget siden Nina Bang blev minister for 100 år siden, og tager ved lære af de lande, der i disse år overhaler os med deres egne kvantespring mod ligeværd og ligestilling i det politiske liv.

Det er en værdifuld udveksling, der viser, at ligestillingen hverken bærer partifarve eller nationalitet, og som forhåbentlig kan hjælpe de vedvarende forandringer på vej.

For der vil komme en dag, hvor man også vil sige om 2024: det var en anden tid. Lad dagen oprinde.