Alle vinder, når kvinder er med til at bestemme

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag har DIPD givet ordet til Astrid Krag. Hun vil nu dele sine perspektiver om den presserende opgave med aktivt at fremme ligestilling, både nationalt og globalt.

Astrid Krag
Debatindlæg af Astrid Krag

Tekst af Astrid Krag, folketingsmedlem for Socialdemokratiet og tidligere minister.

Det er en vindersag for politiske partier at arbejde for at få kvinder med, som kandidater, på poster i partiet og som aktive. Ikke bare fordi der er en grundlæggende retfærdighed i at en befolkningsgruppe, der udgør i omegnen af halvdelen i de fleste samfund også har mere end blot en marginal repræsentation i demokratiets institutioner. Men også fordi det giver bedre resultater ved valgene. Og en større rekrutterings-base af aktive partimedlemmer, når også kvinderne kan spejle sig i partiet. Endelig er der en kæmpe ressource af erfaringer, viden og politiske ideer, som man går glip af, hvis man strukturelt mangler det ene køn.

Sådan er det grundlæggende budskab, når vi arbejder med kvinder i politik i verdens nyere parlamentariske demokratier. Og vi tager også selv den medicin, vi udskriver: de køns-analyser, der er lavet af partierne i lande rundt omkring i Sydøstasien, Afrika og Latinamerika, har vi også lavet selv i det danske socialdemokrati og i de øvrige danske partier som deltager i projektet. Resultaterne er ikke prangende: selvom socialdemokratiet i Danmark oplever en medlemsfremgang med flest kvinder, så ser det skævt ud, når det kommer til tillidsposter i partiapparatet.

‘Old Boys Network’ hedder det ude i verden når mænd rekrutterer mænd til politiske poster. Ofte ikke med nogen ond vilje eller bevidst bagtanke. Men fordi vi tænker på folk, der er omkring os - og som minder om os - når vi skal finde nogen til at tage over efter os eller fylde en ledig post. Men netop fordi det er så rodfæstet og ofte ubevidst er der brug for aktiv og oplyst handling. Derfor giver det mening at have statistik på kønnenes poster i partierne. Og selvfølgelig ikke kun i de lande, hvor demokratierne er nyere og partierne mindre rodfæstede end i Danmark. Vi skal tage vores egen medicin.

I hele landet debatterer man i Socialdemokratiet lige nu, hvad vi kan lave af regler og procedurer, der kan sikre, at vi ikke går glip af alt det talent, viden, de perspektiver og den erfaring, som kommer fra de mange kvinder i vores parti og vores samfund. Det samme gør man i Kuala Lumpur, i Nepal, i Manila og i Bangkok. Vi kan inspirere og lære af hinanden. Og ved at dele både vores gode og dårlige erfaringer kan vi hjælpe til med, at søster-partier, der ikke har så mange år på bagen som det gamle, danske Socialdemokrati, kan slippe for at falde i nogle af de grøfter vi har gjort gennem årene. Alle vinder, når kvinder er med til at bestemme.