Danske partier står sammen: flere kvindestemmer i lokalpolitik!

Danske politiske partier arbejder internationalt for mere ligestilling. Budskabet er klart: flere kvinder skal indtage en plads ved de politiske borde ved kommende lokalvalg - også i Danmark.

Kvinder i Kenya til Folkemøde
Kvinder i lokalpolitk

Der er fortsat lang vej til ligestilling i politik. Det gælder både i Danmark og i de mange lande, hvor DIPD sammen med Folketingets partier støtter demokratiets udvikling. Her er en fælles udfordring, som de en alliance af danske partier nu ønsker at gøre noget ved.

I alle landene er der et bedt ønske om at engagere sig i politik blandt de kvindelige dele af befolkningerne. Men ofte står de over for store strukturelle udfordringer, når de vil stille op til lokalvalg. Derfor er seks danske partier gået sammen med en række internationale partnere i 8 lande om at gøre noget ved. Målet er klart: der skal flere kvinder ind i lokalpolitik og forandringen skal ske indefra - de politiske partier skal aktivt arbejde for en mere retfærdig repræsentation i lokalpolitik.

Kun tre lande har over 50 % kvinder i lokalpolitik

Statistikker og rapporter viser, at repræsentation af kvinder i lokalpolitik stadig halter markant bagefter, både globalt og i Danmark. Kun i 20 lande er kvinders repræsentation i lokalpolitik over 40 %. Danmark er ikke et af dem.

Selvom andelen af kvinder i dansk kommunalpolitik har været langsomt stigende ved de sidste tre kommunalvalg, fra 30% i 2014, til 33% i 2017, og til 36 % ved kommunalvalget i 2021, er udviklingen så langsommelig, at det kræver bevidste og målrettede indsatser.

Danmark ligger nu tæt op ad det globale gennemsnit på 35,5 % kvindelige medlemmer af kommunalbestyrelser. Det placerer Danmark under lande som Tunesien og Indien og med langt op til Antigua og Barbuda, Island og Bolivia, der er de eneste lande, hvor over halvdelen af de lokalvalgte er kvinder.

Den interne partikultur står i vejen

Selvom kvinder i langt de fleste lande har ret til at stille op, er der mange udfordringer, som blokerer for deres vej ind i politik. Det gælder bl.a. interne partikulturer, hvor kvinder alt for sjældent opfordres til at stille op og ikke modtager den nødvendig opbakning. Og selv når kvinder har fundet vej til stemmelisten, bliver de sjældent placeret som spidskandidater.

På grund af mænds ofte stærkere personlige netværk inden for politiske partier og gensidige anbefalinger, står kvinder over for udfordringer med at bryde igennem og opnå fremtrædende positioner. Det er udfordringer, der går igen på tværs af landegrænser, og som bør inspirere til internationalt samarbejde.

Et tværpolitisk partnerskabsprojekt

For at sætte skub i ligestillingen har Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre derfor indgået et ambitiøst partnerskab.

Partnerskabet er det første af sin slags, hvor partier på tværs af Folketingssalen er gået sammen om et fælles mål, som udfoldes i samarbejde med partnere i lande som Georgia, Tanzania, Nepal, Thailand, Malaysia, Filippinerne, Kenya, Nordmakedonien, Colombia og selvfølgelig Danmark. Det er lande, der er på vidt forskellige stadier på vejen mod ligestilling, men som deler de grundlæggende udfordringer.

Inden for de næste to år vil være kommunal- og lokalvalg i Tanzania, Danmark og Filippinerne. Her er håbet, at samarbejdet vil bidrage til at få flere kvinder valgt ind. Det er samtidig en unik mulighed for erfaringsudveksling mellem de involverede partier. For andre lande er partnerskabet med til at understøtte det lange seje træk, for at få flere kvinder med.

Partiledelsen skal skabe reel forandring

Formålet med partnerskabet er nemlig, at alle partnere, både internationale og danske, skal lære af, inspirere og udfordre hinanden for at fremme kvinders repræsentation og indflydelse i det politiske liv.

Der vil være et særligt fokus på at give partiledelser indsigt i brugen af konkrete strategier og metoder til at fremme ligestilling. De involverede partier vil i de første år få tilbudt viden og redskaber til at analysere og lægge strategi for partiets interne repræsentation. Efterfølgende skal partierne sætte mål for, hvor meget de realistisk kan øge kvinders repræsentation og indflydelse frem mod 2025.

Du kan følge med i partnerskabet og de danske partiers internationale arbejde her på siden og i DIPD’s nyhedsbrev. Tilmeld dig her.

Dette indhold kan læses på den danske side. Klik på menuen i toppen.