Politiske partier i centrum for demokratistøtte

DIPD’s nye strategi fokuserer på de politiske partier som støtte for demokratiudvikling gennem partnerskaber i udviklingslande

DIPD's vision og mission
DIPD Strategi 2021-2025

- DIPD’s nye strategi tager udgangspunkt i et opdateret blik på verden omkring os, siger Kasper Sand Kjær, som er formand for bestyrelsen i DIPD og sidder i folketinget for Socialdemokratiet.

- Demokratiet er under pres globalt; både nye og gamle demokratier er udfordrede. Vi skal række ud og samarbejde med partnere i udviklingslandene for at styrke demokrati som styreform. Det skal vi af to grunde. Dels fordi det er meget vigtigt; demokrati er den bedste garant for at sikre frihed, stabilitet, lighed og fred. Og dels fordi vi i Danmark er gode til det, påpeger formanden med henvisning til den viden og de erfaringer, som de danske politiske partier har efter mere end hundrede års demokratisk styre.

- DIPD er et fællesskab af folketingets partier, der tror på, at vi kan gøre mere for demokratiet globalt, hvis vi arbejder sammen og har en fælles organisation, forklarer Kasper Sand Kjær

- Det giver mening på tværs, at vi udveksler erfaringer og løfter kvaliteten af vores internationale demokratistøtte.

Partnerskaber

En af de centrale elementer i DIPD’s nye strategi er bevægelsen fra mere kortsigtet projektarbejde til længere partnerskaber. Partnerskabstilgangen indebærer, at hvert enkelt partnerskab selv formulerer sit fokus og fastlægger sine mål inden for DIPD’s strategi. 

- Partnerskabstilgangen er et kvalitativt løft for DIPD’s arbejde, understreger næstformand i bestyrelsen Charlotte Flindt Pedersen, direktør for Udenrigspolitisk Selskab.

Sort hvid portræt af Kasper Sand Kjær
Bestyrelsesformand Kasper Sand Kjær, Socialdemokratiet

DIPD insisterer på ligeværdighed i partnerskaberne. Begge parter bidrager til partnerskabet med viden, erfaring og ressourcer.

- Vi har respekt for den politiske og samfundsmæssige kontekst, partiernes partnerorganisationer opererer i. Det er dynamiske sammenhænge, som tit forandrer sig. Det kræver fleksibilitet, tillid og åbenhed i forholdet mellem partnerne, forklarer direktør for DIPD Lisbeth Pilegaard.

Kasper Sand Kjær ønsker en stærk forankring af partnerskaberne i de politiske partier, og ligger stor vægt på at DIPD’s partnerskaber er baseret på aktive medlemmer af politiske partier.

- Vi justerer rammerne for DIPD’s arbejde så de giver bedre rum for det politiske medlemsengagement, siger han

- Det aktive medlemskab er en billet til indflydelse - det skal man kunne se.

DIPD’s mål

Strategien har 5 overordnede mål, der er styrende for DIPD’s arbejde i årene 2021 – 2025:

1. Politiske partier formulerer og kommunikerer politiske løsninger
DIPD vil arbejde for, at politiske partier i udviklingslande formulerer politiske løsninger på væsentlige udfordringer, og at de indgår i dialog med borgere og kommunikerer deres politikker. Formuleringen af politiske løsninger på væsentlige samfundsudfordringer er en kerneopgave for politiske partier, og DIPD vil styrke kapaciteten til både at udvikle relevante politikker og til at understøtte en ligeværdig politisk samtale.

2. Politiske partier er inkluderende og engagerende organisationer
DIPD vil arbejde for mere inkluderende og engagerende politiske partier. At engagere borgere og sikre politisk indflydelse er en kerneopgave for politiske partier, og DIPD understøtter demokratisk repræsentation gennem politiske partier bl.a. ved at arbejde målrettet med ligestilling, unge i politik samt etnisk og geografisk repræsentation.

3. Politiske partier er demokratiske organisationer
DIPD vil arbejde for, at politiske partier i udviklingslande er velorganiserede, gennemsigtige og internt demokratiske med et aktivt medlemsdemokrati på lokalt og nationalt niveau. At politiske partier er velfungerende organisationer, er en forudsætning for, at medlemmer kan engagere sig og få indflydelse, og for at organisationerne ikke bliver personbårne og uigennemsigtige.

4. Politiske partier indgår i tværpolitisk samarbejde og dialog
DIPD vil arbejde for at fremme tværpolitisk samarbejde og dialog mellem politiske partier i udviklingslande samt mellem disse og Folketingets partier for at bidrage til velfungerende flerpartidemokratier. Gennem det tværpolitiske samarbejde vil DIPD støtte f.eks. forfatnings- og decentraliseringsprocesser samt et større fokus på ligestilling og ungepolitikker.

5. DIPD lærer af og dokumenterer resultater
For at understøtte de fire første mål vil DIPD basere sit arbejde på læring og inddragelse af relevant viden og forskning, systematisk at dokumentere og formidle vores resultater, facilitere tværpolitisk læring og udveksle erfaringer på tværs af partnerskaber og med vores internationale partnere.

Infografik, DIPD strategi 2021-2025 fra principper til mål

Gode effekter af strategiprocessen

Michael Aastrup Jensen
Michael Aastrup Jensen

- Det er vigtigt for mig, at der står en samlet bestyrelse bag denne strategi, understreger tidligere næstformand for bestyrelsen Michael Aastrup Jensen. Michael sidder i Folketinget for Venstre og er udenrigspolitisk ordfører.

Formand Kasper Sand Kjær lægger også vægt på den proces, det har været at udvikle strategien. Processen har involveret Folketingets partier, interessenter og eksperter fra organisationer og institutter, medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer.

- Det har været en sund proces. Vi har delt mange refleksioner og erkendelser, som vi  tager med os, ligegyldigt om de er kommet med i papiret eller ej. Det har været en ægte demokratisk samtale slutter formanden med et smil.