Når en diktator holder valg, er det for sin egen skyld

2024 bliver det største valgår i verdenshistorien, når mere end fire milliarder borgere sendes til stemmeurnerne. I EU skal 27 medlemslande stemme på nye repræsentanter til Europa-Parlamentet, og USA skal vælge, hvem der skal lede supermagten som præsident de næste fire år. 

Det er dog ikke kun i demokratiske lande, at valgkampagner vil udfolde sig. Den mest udbredte styreform i verden er det såkaldte elektorale autokrati – en styreform, hvor magthaverne formelt set vælges på baggrund af flerpartivalg, men hvor der mangler fundamentale demokratiske forudsætninger som pressefrihed, frihed til at forene sig og retfærdighed ved valgene. 

Hele 44 % af verdens befolkning lever i elektorale autokratier. Det er den højeste andel nogensinde. Rusland, Pakistan, Indien, Ungarn og mange flere er blandt stater, der tilhører denne kategori. 

Men hvorfor er der valg i disse stater, når der formelt set ikke er tale om et demokrati? DIPD har dykket ned i forskningen og fundet nogle af de primære årsager til, at elektorale autokratier afholder valg og hvilken rolle disse spiller i opretholdelsen af regimet.  

International legitimitet 

Valg i autokratier fremstår udefra uforeneligt med et diktatur, men de er altså hverken sjældne eller nødvendigvis underminerende for regimerne.    

For bag valgforestillingen skjuler autokratiske ledere en række strategiske overvejelser, der tjener som redskaber til magtbevarelse og kontrol. Forskning viser, at autokratier med valg, faktisk har vist sig at være mere langtidsholdbare end dem uden.

Autokratiske ledere søger ofte international legitimitet og anerkendelse. Ved at holde valg kan de signalere, at de følger demokratiske normer, selvom processen er præget af uregelmæssigheder og manipulation. 

Via afholdelse af flerpartivalg kan regimet vise, at de er i gang med en demokratiseringsproces, der ofte giver adgang til en lang række internationale forummer, som er attraktive for diktatorer at være en del af. Valgafholdelse bliver således adgangsbillet til at sidde med ved de aflange borde. 

Illusion om medindflydelse 

Autokratiske ledere kan bruge valgresultater til at bekræfte legitimiteten af deres regering og ledelse. Det giver dem mulighed for at håndhæve politikker og beslutninger med henvisning til folkelig støtte, også selvom støtten reelt er tvivlsom. 

Med en overvældende "valgsejr" i ryggen har en statsleder lettere adgang til at afvikle eksempelvis den frie presse og de uafhængige domstole, da de kan dække sig ind under "folkets vilje". 

Valg fungerer samtidig som et middel til at kanalisere utilfredshed og skabe en illusion om politisk deltagelse. Ved at tillade et begrænset demokratisk rum, undgår autokratiske ledere potentiel social uro. Selvom valgene ofte er forudbestemt, giver de befolkningen en følelse af at have indflydelse på deres lederskab.

Dele ud af byttet 

Mange forskere peger på, at autoritære valg er et institutionelt redskab, som diktatorer bruger til at inddrage landets eliter, partimedlemmer eller indflydelsesrige grupper i samfundet. For diktatorer kan et valg dermed blive en hurtig måde at "dele ud af byttet" blandt magteliten i landet. 

Eliter kan opfatte valg som en mere “fair” eller “effektiv” måde at fordele landets poster på fremfor tilfældige udnævnelser. Samtidig kan diktatoren sikre, at det bliver de mest "populære" og magtfulde eliter, som bliver forbundet med regimet. 

Endelig hjælper valg de siddende regeringsledere med at afskrække potentielle afhoppere blandt elitens medlemmer. Når regimet ”vinder” overvældende valgsejre, fungerer det som et signal til medlemmer af regimets elite om, at modstand er nytteløst.

Kvæler oppositionen 

Politiske valg kan også tjene til at indlemme dele af oppositionen i regimet og derved kvæle den. Ved at tillade kandidater og partier, der ikke er støttet af regimet, at konkurrere ved lokale og parlamentariske valg, kan diktatorer opdele oppositionskræfterne gennem deres interne kamp for økonomisk gevinst og medindflydelse. 

Forskning viser, at valg i autokratier giver forskellige incitamenter til oppositionspartier, der kan være imod regimet, men som samtidig også ønsker at få del i regeringsmagten. Ved at afholde valg og fastsætte regler om, hvilke kandidater og partier der må stille op, skaber regimet "opdelte strukturer af konkurrence", som består af udestående, der ikke får lov til at stille op, og de som får lov, der dermed ofte bliver mere investeret i regimet.  

Regimet vil som regel kun tillade de svage eller loyale oppositionsfigurer at deltage. På den måde sikrer lederen at blive udfordret, men ikke truet.

Valg som informationskilde 

Valg kan også være en kilde til vigtig information for autokrater. Valgresultaterne kan nemlig hjælpe regimets siddende ledere med at tage temperaturen på befolkningen og identificere, hvor de har støttebaser og oppositionsbyer, uden at de selvfølgelig miste magten. 

Bevæbnet med denne information kan de rette deres opmærksomhed mod oppositionsbyerne og enten straffe dem efter valget, købe deres støtte eller true dem til at skifte loyalitet. 

Derudover giver valg autokraterne information om, hvor dygtige deres lokale ledere er. Lav opbakning ved bestemte afstemningssteder signalerer, at den lokale leder er inkompetent eller upopulær blandt borgerne i regionen, og så kan dette rettes op på. 

Valgperioden som undertrykkelsesvindue 

Selve valgperioden åbner et strategisk vindue for autokratiske ledere til at undertrykke oppositionen. Politiske modstandere kan fængsles, og andre midler kan tages i brug for at eliminere trusler mod regimet, mens opmærksomheden er rettet mod valget. På den måde kvæles potentielle udfordrer og status quo bevares. 

Bag det tilsyneladende demokratiske skuespil af autokratiske valg skjuler der sig altså komplekse motiver. For autokratiske ledere er valgene et magtspil, der balancerer mellem at bevare intern kontrol, skabe en illusion om legitimitet og undgå potentiel uro blandt befolkningen. 

Valgene udgør et nøgleelement i autokraters værktøjskasse til at bevare og styrke deres greb om magten. 

Det er dog vigtigt at huske, at elektorale autokratier er en meget bred kategori, som inkluderer store forskelle i styreform fra stat til stat. Borgerne i Ungarn har eksempelvis fortsat langt flere rettigheder og demokratisk indflydelse end befolkningen i Rusland. 

Potentialet

Valg i autokratier er dog ikke udelukkende negative. Selv ikke-demokratiske valg har nemlig potentiale til at skabe positive forandringer for befolkningen.

Kilder

• Brownlee J. Authoritarianism in an Age of Democratization. Cambridge: Cambridge University Press; 2007. 
• Gandhi, Jennifer & Lust, Ellen. (2009). Elections Under Authoritarianism. Annual Review of Political Science. 12. 
• Geddes (1999) What Do We Know About Democratization After Twenty Years? Annual Review of Political Science. 2.
• Varieties of Democracy (V-Dem) Democracy Report 2023.

Valgkampe kan facilitere dialog mellem magthaverne og befolkningen. Det ses tit i autokratier, hvor lokalvalg er mere frie end de nationale. Her gives der konkrete valgløfter fra kandidaterne, og der opstår et vigtigt rum for samtaler om lokalmiljøets behov. 

I kontekster, hvor der er konkurrence om nogle af pladserne, giver det borgerne mulighed for at holde visse af magthaverne ansvarlige og udskifte poster. 

Selv hvis valg er indsnævret til mellem pest eller kolera giver det en smule medindflydelse og kan bidrage til at opbygge en kultur, hvor man tager kritisk stilling til magthaverne og deres arbejde. 

Endeligt sætter et valg fokus på landets demokratiske tilstand både internt i landet og i verdenssamfundet. Oppositionsbevægelser og valgobservatører får et vindue, hvor de kan gøre opmærksom på valgovertrædelser og demokratiske mangler i samfundet. Den øgede bevidsthed og kritiske stillingtagen kan få andre stater til at sanktionere regimet, og motivere befolkningen til at engagere sig for demokratiet.