Er demokratier i Afrika kriseresistente?

Stig Jensen, lektor, Center for Afrikastudier, Københavns Universitet.

Demokratierne på det afrikanske kontinent er pressede, det viser de seneste års mange militærkup, der har fået stor mediebevågenhed i Vesten. Modsat er der manglende dækning, når magthavere i facadedemokratier befæster deres autoritære magt gennem manipulerede valghandlinger, som det f.eks. ses i Etiopien, Rwanda, Uganda og Zimbabwe. Helt fraværende er mediedækningen, når oppositionen vinder demokratiske valg og skaber grundlag for regimeskrifte, som det er sket på det seneste i Malawi, Seychellerne og Zambia. 

Ovenstående illustrerer bekymrende tendenser i Vesten funderet i kombinationen af et selektivt syn på Afrika med manglende interesse, indsigt og grundlæggende forståelse af variationen og ikke mindst kompleksiteten forbundet med de seneste års politiske udvikling på kontinentet.  

Opfattelserne af militærkup 

Den seneste tids militærkup er i tråd med militærets stadig mere centrale samfundsmæssige rolle på kontinentet, der er blevet mere synlige som følge af både flere lokale konflikter og militærkup. Samtidig med militæret indtager en stadig mere fremtrædende rolle i de politisk-administrative set-ups. Udviklingen har bidraget til forskellige opfattelser og usikkerheder om hvorvidt der har været militærkup. 

Mainstreamopfattelsen er, at de seneste års militærkup tæller: Mali, Burkina Faso, Niger, Guinea, Sudan og Gabon. I min analyse indgår yderligere regimeskifterne i Tchad (2021) og Zimbabwe (2017). For i begge disse lande spillede militæret en helt central rolle i transitionen fra præsidenterne Idriss Déby og Robert Mugabe. 

I min analyse af de seneste års militærkup bliver følgende fællestræk klare: 

Der er forudgående for kuppet en utilfredshed med landets ledelse. Denne utilfredshed fører til et relativt ublodigt militærkup. Derudover italesætter kupledelsen magtovertagelserne som nødvendige for at varetage nationen og folkets interesser. Den nye militærledelse fremstiller deres magtovertagelser som en midlertidig overgangsperiode, der skal skabe forudsætninger for et civilt styre.  

Efterfølgende har militæret i ingen af landene overdraget magten som ellers lovet. 

Demokratierne er presset fra alle sider 

Trods de samfundsmæssige forskelligheder og at kompleksiteten på kontinentet er enorm, så er demokratierne på det afrikanske kontinent i disse år under et voldsomt voksende pres, både internt og eksternt. 

Militæret har både befæstet deres indenrigspolitiske position og vist sig leveringsdygtige i forandringer ved at tage magten og sætte demokratier på standby. Alligevel er militærets fremadrettede rolle i regeringsførelsen behæftet med usikkerhed. 

Det skyldes flere forhold. Bl.a. har militæret traditionelt og i stadig højere grad er en central indenrigspolitisk rolle i de fleste nationale magteliter gennem bekæmpelse af og kontrol med civilsamfundsgrupper, som er en stadig vigtigere funktion. 

Militæret er en bærende rolle i sikkerhedsarkitekturen i en afrikansk kontekst. Denne er grundlæggende anderledes end i Vesten, hvor militærets primære funktion er beskyttelse af nationen mod udefrakommende trusler.  

Derudover hænger militærets forudsætningerne for at sætte sig på magten i sammen med deres organisering, adgang til våben og styrket samfundsmæssig position. Hertil har vestlige investeringer og træningsprogrammer bidraget.   

Samtidig er der blandt borgerne ofte en usikkerhed forbundet med militærets motiver og ambitioner ved militærkuppene. Forklaringerne ligger i spændingsfeltet mellem et ønske om forøget magt og nødvendigheden af intervention og afsættelse. 

Sammenhængskraften i militæret 

Militærkup, som efterfølges af modkup, skaber samtidig stor usikkerhed om militærets sammenhængskraft. 

Det ene yderpunkt er Sudan, der med åbenlyse konflikter mellem forskellige militære enheder, har udviklet sig til en omfattende borgerkrig. 

Derimod har militæret i Niger indtil videre vist stærkt sammenhold, trods massive eksterne sanktioneringer især fra Vesten, Den Afrikanske Union (AU) og ECOWAS (den regionale vestafrikanske samarbejdsorganisation). Sidstnævnte har truet Niger med en militærintervention for at genetablerer demokratiet.

Dårlig regeringsførelse og dobbeltheder både skræmmer og hæmmer.

Velfungerende politisk-administrative systemer er fundamentale for demokratier. Derfor er det særdeles problematisk og giftigt for demokratier, når den stadig mere udbredte forestilling er, at de nationale politisk-administrative systemer i Afrika er en del af problemet og ikke en del af løsningen.  

Vesten har efter den kolde krig udnyttet dens ledende position i den unipolære verdensorden til at intervenere de afrikanske samfunds nationale maskinrum og derigennem diktereret økonomiske, politiske og administrative reformer. 

Vestens statsopbygningsprojekter baseret på demokrati er under dobbelt beskydning. Internt, af flere militærkup, autoritære facadedemokratier og folkelige protester. Eksternt, af den nye geopolitiske virkelighed med en multipolær verdensorden, som dermed giver nye muligheder for stater i Afrika. 

Det nye geopolitiske landskab 

Det nye geopolitiske landskab med flere og stadig mere aktive ikke-vestlige aktører i Afrika, bidrager til usikkerheder om regeringsførelsen. F.eks. har Rusland fundet det muligt at nicheeksportere militær og anden støtte, som der er voksende efterspørgsel på, især fra autoritære ledere. 

Lande i Mellemøsten har intensiveret deres økonomiske og militære støtte til særligt ikke-statslige aktører f.eks. i den konfliktramte Sahel-region. Kinas indflydelse på kontinentet er også stor, men under forandringer. På det seneste har stormagten investeret massivt i silkevejsprojektet, og synes i stigende grad at være bekymret for implikationerne af den voksende politiske ustabilitet og konflikterne i Afrika.   

Den Afrikanske Union og de regionale afrikanske samarbejdsinstitutioner har siden årtusindskiftet kæmpet for demokratiet og sanktioneret lande, der afsætter nationale demokratier. Det store spørgsmål bliver om kombinationen af det voksende antal forfatningsstridige regimeskift og den multipolære verdensorden betyder kursændringer. For eksempel er fem ud af 15 medlemslande suspenderet af ECOWAS. Er de afrikanske institutioners sanktionspolitikker for demokratier stærkt forankret eller reminiscenser fra den unipolære verdensorden? 

Civilsamfund efterspørger forandringer, men viser apati og mistillid til the establishment 

Et aktivt civilsamfund er en forudsætning for velfungerende demokratier. I de seneste år er der sket en nærmest eksplosiv udvikling med nationalpolitiske aktivisme funderet i civilsamfund på det afrikanske kontinent. Den umiddelbare forventning er at voksende aktivisme gavner den demokratiske udvikling, men flere forhold tyder på en stik modsat effekt. 

Det skyldes, at folkelige protester er blevet anvendt som løftestang til mere autoritær ledelse med sanktioneringer, der reducerer borgernes demokratiske rettigheder som f.eks. militærkup.

Civilsamfundsgrupper i Afrika er præget af store forandringer og heterogenitet, hvor aspekter som by/land, køn, alder, religion, uddannelse, etnicitet spiller ind. Alligevel er storbyernes unge, utilfredse, ofte arbejdsløse mænd, med en selvopfattelse af at være marginaliserede, blevet en magtfaktor. De mobiliserer sig via sociale medier til protestaktioner mod myndighederne. Utilfredsheden og mistilliden til såvel traditionelle som valgte ledere og institutioner er udbredt. Kritikken bunder i oplevelsen af mangel på repræsentativitet og eksklusion fra de etablerede institutioner af ledere, der ofte har rødder i de gamle befrielsesbevægelser eller traditionelle eliter. 

Der er i disse lande en pragmatisk tilgang til styreformer, som dokumenteret af afrobarometers undersøgelser i lande med nylige militærkup som Gabon, Burkina Faso og Guinea. Her er en folkelig støtte til og accept af den militær magtovertagelse. 

Den politiske apati er voksende, især blandt unge, og det udmønter sig i afståelse fra at stemme ved valg og deltage i formaliserede demokratiske processer. Der er grundlæggende en manglende tiltro til at deltagelse vil bidrage til samfundsmæssige forandringer. Tendensen dokumenteres af afrobarometers undersøgelser også i konsoliderede demokratier som Nigeria, Kenya og Sydafrika.  

Der synes at være en tendens mod tanken om ’hellere fred end frie valg’. 

De simultane kriser udfordrer regeringsførelse i Afrika 

Ovennævnte viser regeringsførelse i afrikanske nationer stadig har vanskeligere arbejdsbetingelser herunder udfordringer med at imødekommelse af civilsamfund og andre aktørers utålmodighed og forventninger om her-og-nu forbedringer. Derudover er der mange og sideløbende presserende kriser såsom den økonomiske krise, sikkerhedskrisen, demografikrisen, miljø- og klimakrisen. Og ikke mindste den demokratiske og autokratiske krise, anført af den eroderende tillid til politikere og den manglende legitimitet til politiske institutioners magt.   

Tiderne skifter i Afrika. 1990’ernes tendensen med stadig flere demokratiske lande er på de seneste blevet afløst af voksende folkelig utilfredshed, flere militærkup og mere autoritære styreformer. 

Der er nye betingelser som følge af det geopolitiske landskab under hastige forandringer samt truende simultane kriser. Udfordringerne er mange og usikkerhederne er voksende, så renæssancen for demokratiet på det afrikanske kontinent vil kræve kriseresistens forankret i stærke nationale politisk-administrative systemer med solid folkelig opbakning.