Demokratisk dialog i Georgien rykker on-line

Med en digital platform for borgerinddragelse og politisk dialog står oppositionspartierne i Georgien stærkere. De har fået en effektiv kanal til at række ud og udvikle demokratiske samtaler med de vælgere, som ellers knap ved at partierne findes.

EECMD møde
Vidensdeling

- Ideen kom fra vores partner i Georgien, og passede præcist til det, vi ville fra starten: styrke partiernes evner til at gå i dialog med folk. Det handler om at give partier mulighed for at finde ud af hvad befolkningen vil – og som parti udvikle politiske svar på den baggrund.

Christine Gyldenhof koordinerer det Radikale Venstres partnerskab med oppositionspartier i Georgien. Det er svært nok i sig selv, men at starte et partnerskab op i 2020 hvor pandemien satte grænser for så mange politiske aktiviteter, var særlig udfordrende. Indtil de altså fik en god idé i Georgien.

- Vores partnere i Georgien havde hørt om Consul, det er en digital platform for politisk dialog. De ville gerne bruge den og fik den idé at oversætte til georgisk, men havde ikke midlerne til det.

Det Radikale Venstre ville gerne støtte ideen, fordi den satte ind på flere niveauer af partiets intentioner:

  • at styrke dialogen mellem partier
  • at styrke dialogen mellem partier og vælgere og
  • at styrke dialogen internt i partierne.

- Vores fact-finding viste, at almindelige georgiere ikke oplever at der overhovedet er et reelt alternativ til de to store partier. Det er et kæmpe problem for de små partier, der er vores partnere i Eastern European Centre for Multiparty Democracy (EECMD), siger Christine og fortsætter:

- Inspireret af de radikales ”Tal med” har vi snakket meget med EECMD om at man bliver nødt til at kunne have en dialog med de vælgere, man vil knytte til sig. Og det er virkelig en udfordring for oppositionspartierne i Georgien. Det er i forvejen ikke nemt pga. dårlige veje og lange afstande og under Corona blev jo nærmest helt umuligt.
 

Politisk dialog

Christine synes, at ideen fra de georgiske partnere var en oplagt mulighed for at etablere en reel politisk dialog.

- Det handler rigtig meget om at give partierne en kanal, de ikke har midler til at udvikle selv. Ved at rykke dialogen on-line betyder det, at de meget bedre kan komme i kontakt med vælgerne.

Om EECMD

Det Radikale Venstres DIPD-partnerskab i Georgien er et samarbejde med Eastern European Centre for Multiparty Democracy (EECMD). Det er 5 pro-demokrati partier og bevægelser, der har slået sig sammen i EECMD: The Republican Party, Free Democrats, Lelo, Civil Movement and For Justice.

Consul er en platform, der er udviklet til at inddrage borgerne i politiske beslutninger via digitale dialoger og afstemninger. Programmet har vundet FN’s Public Service Award for et projekt hvor byrådet i Madrid opnåede imponerende resultater med at inddrage borgerne i nye måde at tage beslutninger på. Byen ønskede mere åbne og gennemsigtige beslutningsprocesser og kunne efter to års brug konstatere at borgerne ikke kun havde deltaget i over 5000 debatter, de havde stillet 21.000 forslag. Brugerdeltagelse I budgetter betød penge til 527 nye services som borgerne altså havde bade foreslået og fundet pengene til. Consul er blevet brugt i mange lande, særlig i Europa og Sydamerika. Og nu altså også Georgien.

Det Radikale Venstre vurderede det at bruge en digital platform som Consul til at styrke den demokratiske samtale, som en gangbar løsning. Blandt andet fordi Georgien er et relativt digitaliseret land, der for eksempel er first movers på digitalisering af den offentlige sektor.
 

Sikkerhedsovervejelser

CONSUL kort over brugere

Der var naturligvis også sikkerhedsovervejelser. Både i forhold til at investere i selve platformen og i forhold til sikkerheden ved at bruge platformen:

- Consul er open source. Derfor bliver der bliver udviklet på den både internt og eksternt og det giver en sikkerhed, fortæller Christine og fortsætter:

- Der var naturligvis også en væsentlig sikkerhedsvurdering i forhold til at være sikker på at Consul er en sikker platform. Det fik vi undersøgt og arbejdet på. For eksempel er platformen hostet i Holland, sådan at vi er sikre på, at partierne i EECMD med den her løsning kan skabe deres eget sikre rum på nettet, forklarer Christine og opsummerer:

- Jeg er meget begejstret for arbejdet med Consul, fordi vi her afprøver nogle muligheder, vi ellers ikke rigtig udnytter godt nok endnu. Det giver de små oppositionspartier i Georgien en mulighed for at skabe reelt engagement og demokratisk samtale on-line.

Om CONSUL

CONSUL har flere værktøjer til at inddrage borgere eller medlemmer i politiske debatter og beslutninger:

  • Debat: Alle kan oprette en tråd til at diskutere et valgt emne.
  • Forslag: Mulighed for at oprette et borgerforslag og søge støtte til det. Borgerforslag, der opnår tilstrækkelig støtte kan gå videre til afstemning.
  • Budgetter: deltagerstyrede budgetter giver borgere mulighed for både at foreslå og beslutte hvordan dele af et budget skal bruges, mens myndigheden fastholder muligheden for at styre og evaluere.
  • Afstemning: sikre afstemningsmuligheder.
  • Lovgivning: en lovtekst kan blive dele med offentligheden for at få direkte kommentarer til udvalgte dele af teksten. Kommentarer får en farve, så det er nemt for brugere at se hvilke forslag eller kommentarer, der ser ud til at kunne vedtages. Funktionen kan også bruges til at indhente borgerkommentarer i processen med at forberede en lovtekst, sådan at den passer bedre til borgernes ønsker.

Læs her om EECMD’s introduktion til arbejdet med Consul

 

Partnerskab
Demonstration in Georgia

Enhancing institutional and election capacities of democratic political parties in Georgia

The Social Liberal Party collaborates with the Eastern European Centre for Multiparty Democracy to strengthen the internal organisation of five parties in Georgia.