Aserbajdsjans invasion af Nagorno-Karabakh sender 100.000 flygtninge til Armenien og truer stabiliteten i det unge demokrati

Om morgenen den 19. september vågnede indbyggerne i Nagorno-Karabakh regionen i det sydlige Kaukasus til lyden af bombardementer og militærkøretøjer i gaderne. Det var lyden af Aserbajdsjan, der rullede ind i regionen for at overtage styringen i regionen. 

Nagorno-Karabekh er en etnisk armenske region, der siden 90'erne har været autonom som den selverklærede republik Artsakh. Regionen ligger omsluttet af aserbajdsjansk territorie, og er også internationalt anerkendt som værende en del af Aserbajdsjan. 

Trods stort folkeligt pres i Armenien fravalgte den armenske premierminister, Nikol Pashinyan, at sætte sine tropper ind i konflikten. Dette betød, at Aserbajdsjan relativt let kunne få militærkontrol over territoriet og allerede dagen efter, underskrev ledere fra Artsakh og Aserbajdsjan en våbenhvile, hvori Artsakh overgav sig.

Siden er det lykkedes Aserbajdsjans præsident, Ilham Aliyev, at indlemme regionen i sit land, imens mere end hundredetusinde af Nagorno-Karabakhs indbyggere har forladt deres hjem og er flygtet til Armenien.  

Fra Sovjetunionens skygge til nutidens konflikt

Nagorno-Karabakh har i århundreder været et multietnisk område. Under Sovjetunionen var Nagorno-Karabakh en del af den aserbajdsjanske sovjetrepublik, men befolkningen, der bestod af 75 % etniske armeniere, forsøgte løbende at blive en del af den armenske sovjetrepublik i stedet. Lokale ledere skrev i 1980’erne flere breve til Moskva og afholdt endda en folkeafstemning for at demonstrere, hvor armensksindet befolkningen var. Moskva nægtede dog dette og forsøgte i stedet at løse udfordringen ved at give regionen en vis grad af lokal autonomi.

Efter Sovjetunionens kollaps blev begge sovjetrepublikker til selvstændige stater og striden om Nagorno-Karabakh antog nye og voldsommere dimensioner. Spørgsmålet om Nagorno-Karabakh handlede ikke længere om at appellere mest overbevisende til partikontoret i Moskva, men om hvilken af de to lande, som var stærkest på slagmarken. 

I 1988 udbrød der krig mellem de to stater, som varede til 1994 og lejesoldater fra blandt andet Rusland, Ukraine og Afghanistan blev involveret. Armenien kom sejrrigt ud af krigen og overtog både Nagorno-Karabakh samt de omkringliggende etnisk aserbajdsjanske områder, så regionen kunne forbindes med landet. Konflikten fordrev mere end 700.000 etniske aserbajdsjanere fra de armenske territorier og op mod en halv million etniske armeniere fra de aserbajdsjanske.

I september 2020, påbegyndte Aserbajdsjan en militæroffensiv i de tabte territorier og de to stater kom igen i krig. Denne gang vandt Aserbajdsjan og generobrede områderne omkring Nagorno-Karabakh. 

Nagorno-Karabakh selv forblev uafhængigt, men herefter kun forbundet med Armenien gennem Lachin-korridoren, som er en snæver bjergvej, der løber igennem Aserbajdsjan. Vejen var dermed Nagorno-Karabakhs eneste adgang til omverden og til mad og støtte fra Armenien. Den blev beskyttet af en stor gruppe fredsbevarende tropper fra Rusland.   

Ruslands rolle 

Igennem konflikten har Rusland spillet rollen som både mægler og magtspiller i Sydkaukasus. Landet er regionens dominerende militære stormagt og har ageret fredsmægler efter krigene. Rusland har store mængder fredsbevarende styrker udstationeret i grænseområdet, og Putin betragter området som en klar del af sit lands interessesfære. Traditionelt har Rusland været allieret med Armenien, imens Aserbajdsjan har været allieret med Tyrkiet på grund af deres fælles sproglige, etniske og religiøse bånd. 

Den 15. juni 2023 brød Aserbajdsjan våbenhvilens betingelser og blokerede Lachin-korridoren. Regeringen begrundede blokaden med en mistanke om, at korridoren blev brugt til at levere armenske våben til republikken. Blokaden afskar indbyggerne i Nagorno-Karabakh fra resten af verden og ledte til en voldsom humanitær krise, da mad og nødhjælp ikke længere kunne nå ind til befolkningen. Flere stater og internationale organisationer fordømte handlingen som en form for hybrid krigsførelse og forsøg på etnisk udrensning.   

Angreb på den autonome republik 

Nu tilbage til morgenen den 19. september, hvor Aserbajdsjan påbegyndte, hvad de beskrev som "lokale anti-terror aktiviteter". Aserbajdsjan beskyldte Armenien for at have tropper i regionen, hvilket ville være et brud på våbenhvilen. De krævede at alle soldater i region nedlagde sine våben, samt at republikken Artsakh blev opløst og indlemmet i Aserbajdsjan. Aserbajdsjan sendte tropper ind i regionen og angreb med artilleri flere steder. Aserbajdsjan udtalte, at man ikke angreb civile positioner, men vidner rapporterede at angreb fandt sted tæt på større byer og tætbefolkede områder.  

Samtidig genåbnede Aserbajdsjan Lachin-korridoren og udsendte beskeder via flyvesedler og sms’er til lokalbefolkningen, der opfordrede dem til at evakuere området. Disse beskeder blev mødt af mistænksomhed og anklager om etnisk udrensning fra indbyggerne. Inden dagen var omme var 27 døde og mere end 200 sårede.  

Allerede dagen efter overgav de lokale myndigheder i Artsakh sig og underskrev en våbenhvile med Aserbajdsjan. Den er siden blevet udbygget med en fredsaftale som indlemmer regionen i Aserbajdsjan. Efter aftalen er langt størstedelen af Nagorno-Karabakhs indbyggere flygtet til Armenien. Foreløbigt har mere end 100.000 af regionens 120.000 armenske indbyggere måtte forlade deres hjem. 

Alliancer i opløsning og opbygning 

Udover den humanitære katastrofe har invasionen store konsekvenser for magtbalancerne i Kaukasusområdet. Ruslands manglende villighed til at beskytte Armeniens interesser har rystet de to staters tidligere tætte alliance i sin grundvold. På længere sigt kan det lede til, at Armenien trækker sig fra CSTO, der er en russiskledet militæralliance imellem seks tidligere Sovjetstater. Armenien er den eneste medlemsstat i Kaukasusregionen, og landets medlemskab har derfor været central for at understøtte Ruslands militære engagement i regionen. 

Derimod står Aserbajdsjan og Tyrkiet nu stærkere i regionen og landene har fået et tættere samarbejde med Rusland. På et nyligt internationalt topmøde takkede Aserbajdsjans præsident, Aliyev, Putin personligt for Ruslands rolle i fredsforhandlingerne. 

Flere analytikere mistænker, at de tre stater potentielt havde en fælles interesse i, at Armenien havde blandet sig militært i kampene, da dette ville gøre det muligt for Aserbajdsjan at besætte det sydlige Armenien og derved forbinde Aserbajdsjan og Tyrkiet. Hvis det var sket, ville Rusland have haft bedre muligheder for at nå Tyrkiet via Aserbajdsjan, og dermed kunne Putin bedre omgå de handelssanktioner, landet har været underlagt siden invasionen af Ukraine den 24. februar 2022.   
Intern politisk furore  

Udviklingen af den mangeårige konflikt med Aserbajdsjan har skabt store politiske udfordringer internt i det armenske samfund. Der er en enormt politisk vrede og store folkelige protester mod premierminister Pashinyan, fordi mange mener, at han svigtede Artsakhs indbyggere ved at holde Armenien ude af konflikten. 

Pashinyan sad også på magten, da Armenien tabte krigen tilbage i 2020, og bliver derfor er mange holdt ansvarlig for, at Aserbajdsjan nu har overtaget kontrol med hele regionen. 

De mange flygtningestrømme udgør også en stor økonomisk udfordring for det relativt fattige land. Armeniens tre millioner store befolkning står til at vokse med mere end tre procent. Mennesker der nu skal genhuses og opbygge en ny tilværelse fra bunden.  

Armeniens demokratiske fremtid trues 

Armenien er ifølge V-dem Instituttet et af verdens ti mest demokratiserende lande i det seneste årti. Siden 2018, hvor massedemonstrationer afsatte den daværende regering til fordel for Pashinyan-administrationen, har landet har gjort markante fremskridt inden for samtlige demokratiparametre. Efter krigen i 2020 har samfundet dog i stigende grad været udfordret af kraftig politisk polarisering omkring regeringens håndtering af Nagorno-Karabakh og angreb på pressefriheden, som har sendt Armeniens demokrati i voldsom tilbagegang. 

DIPD har talt med Sarineh Abrahamian, der er en ung politisk aktivist og en del af det venstreorienterede parti ARF, som beskriver sit syn på den nuværende politiske situation: 

"Niveauet af tillid til de politiske institutioner er forsvundet, og der er en følelse af skuffelse og fortvivlelse i det armenske samfund. Denne krise har skabt større splittelse og ført til dyb polarisering. Pashinyan har bragt modstridende stemmer til tavshed og forbudt armeniere, der kritiserer ham, at komme ind Armenien. Pashinyans parti, Civil Contract, har absolut flertal i parlamentet og de ignorerer fuldstændig oppositionen. Dette har medført en forringelse af vores demokrati og ignorance fra andre stemmer i det armenske samfund. Armeniens geopolitiske position påvirker også landets stabilitet og demokrati.” 

Hun fortsætter: ”Der er behov for inkluderende, gennemsigtig og demokratisk regeringsførelse for at løse de aktuelle udfordringer vi står overfor. Den armenske regering bør indgå i åben dialog med oppositionen og civilsamfundet, overveje flygtninges behov og sikre, at demokratiske principper bliver opretholdt i håndteringen af flygtningekrisen."

Som Sarineh Abrahamian også beskriver, truer tabet af Nagorno-Karabakh og de store flygtningestrømme nu med at forværre den politiske polarisering drastisk og ødelægge sammenhængskraften i det armenske samfund. Det er endnu uvist om det vil lykkes det unge demokrati at overkomme de mange udfordringer og igen blive et globalt foregangsland.